Det grundtvig-koldske

Den grundtvig-koldske skoletradition

På Vilsted friskole ønsker vi at drive skolevirksomhed på grundlag af de Grundtvig-Koldske skoletanker, og ud fra dette kristne livssyn er det skolens opgave at udvikle et trygt, livsbekræftende og lærdomsvenligt samvær, der I videst muligt omfang tilgodeser barnets personlige behov Vedtægter for Vilsted friskole §2 stk 2

Den grundtvig-koldske skoletradition har rødder tilbage til midten af 1800 tallet, hvor Grundtvig og Kolds skoletanker blev udviklet som en reaktion på datidens sorte skole, hvor målet var at fylde eleverne med lærdom og hvor midlet var udenadslære.

 ”Børn er ikke flasker der skal fyldes, men bål der skal tændes”– Chresten Kold

At være grundtvig-koldsk er for os ikke en metode eller et undervisningsprincip. Det er et menneskesyn, som præger vores hverdag og vores omgang med hinanden. At vi mennesker er et produkt af vores historie og kultur, at vi er sat i verden for at finde meningen med livet. Grundtvig anså mennesket for at være meningssøgende, og denne søgen om ”livets gåde” er det skolens opgave at hjælpe på vej med, så eleverne bliver oplyste på livet.

Vi benytter i høj grad vores daglige morgensang til at understøtte dette menneskesyn, hvor mange af de grundvig-koldske strenge kommer til udtryk, først og fremmest i måden hvorpå vi er sammen, og i den ånd der hersker.
Morgensang er et af de grundtvig-koldske nøglebegreber.
Når vi mødes dagligt og holder morgensang, er det med til at give dagen en både rituel, tankevækkende og dejlig oplevelse, hvor både krop og ånd vågner. Der bliver bedt fadervor og ”holdt mandtal”. Det levende ord bliver vægtet højt, hvad enten det er i sangen, i historien, som Lille Ole vil fortælle om sin kanin, eller om det er den lærer, der står for morgensangen den pågældende dag, der kommer med en fortælling.

Fortælling er et andet nøglebegreb i den grundtvig-koldske skoletradition og lever i form af mundrette personlige gengivelser af en historie, en begivenhed eller en tekst, som bliver udlagt, så den giver mening.

Fortællingen har oftest en historisk – poetisk dimension. Med denne dimension mener Grundtvig, at mennesket ikke kan forstå sig selv, uden at se sig selv i den historiske sammenhæng, man indgår i. Vores fremtidsforestillinger er ligeledes afgørende og styrende for vores liv her og nu, og på den måde med til at skabe vores liv. Et andet ord for at skabe er poiesis. Med tanke på dette, skal undervisning og oplysning altid have en historisk såvel som en skabende – eller poietisk – dimension.

Når hele skolen sidder sammen og synger, giver det en enorm følelse af fællesskab og samhørighed for alle – store som små, voksne som børn.

Vi er spejlobjekter for hinanden, vi spejler os og bliver spejlet. Grundtvigs opfattelse var, at når man får en ubetinget accept fra andre, behøver man ikke spekulere på, om man er noget værd, og man bruger denne frihed til at være noget for andre og forpligte sig – over for andre.

Det er i denne positive spejling i mennesker, at vi bliver klogere på os selv.

Eleverne opdrages til at tage ansvar for sig selv og drage omsorg om hinanden, de lærer at skolelivet er langt mere end blot fagkundskaber. Det gode samvær og det hele menneske er mindst lige så vigtigt, og det understreges bl.a. af vores klasseovernatninger, fælles lejrture, familiedage, hest/følordning, fællesspisning mm.

Vi er en prøvefri skole. Vi mener at tiden kan bruges mere fornuftigt, end at træne eleverne i at tage tests og lære at gå til eksamen. Vi tester ikke systematisk, men dog i det omfang, vi finder det anvendeligt.

Vi ønsker ikke at undervise i et pensum, bare fordi vi skal. Vi vælger det mest relevante stof for eleverne og udnytter muligheden for at kunne drage højaktuelle emner ind i undervisningen og fordybe os i dette.

Vi er ligeledes en karakterfri skole. Vi tror ikke på, at et lille tal kan gøre en stor forskel. Vi tror til gengæld på, at eleverne kommer længest, når vi vægter både en personlig, en social og en faglig vinkel og dermed har fokus på det hele menneske.

I stedet for tal bruger vi ord, som eleverne fremadrettet kan bruge til noget. Vi vejleder, argumenterer og opmuntrer eleverne til at blive dygtigere.

Efter endt 8. eller 9. klasse gives en udtalelse, hvor alle aspekter i denne udvikling indgår.

”Man river jo ikke en plante op for at se, om den gror – Man beder jo ikke et barn om at kaste maden op igen for at se, om det har taget næring af Den”

Chresten Kold