VILSTED FRISKOLE

Vilsted Friskole – din skole nær Løgstør og Aars

Vilsted Friskole ligger i Vilsted By tæt på Vilsted Sø og tæt på Løgstør, Ranum og Overlade

Er du på udkig efter en skole i Løgstør nær Aars? Vilsted Friskole er en grundtvig-koldsk friskole, hvor faglighed, fællesskab og nærvær er bærende værdier. Vi tror på, at skolen skal være et sted, hvor faglig viden og personlig udvikling går hånd i hånd. Eleverne bliver mødt i et omsorgsfuldt læringsmiljø, der opfatter boglig, kropslig og åndelig læring og dannelse som lige væsentlige dele af udviklingen af det hele menneske. 

Vi ser dannelse som en proces, hvor eleverne udvikler de kompetencer, som er nødvendige for, at de kan deltage aktivt i det forpligtende fællesskab.  

Vilsted Friskole er præget af et varmt og inkluderende miljø, hvor der er nære bånd mellem børn og voksne, og hvor eleverne trives og får lov at udfolde sig både fagligt og personligt. Vi ser det som en grundlæggende værdi, at alle elever føler sig set, hørt og værdsat. Dette fællesskab understøttes af vores traditioner, som blandt andet indebærer morgensang, fortælling, hest/føl-ordning (hvor en ældre elev for et skoleår ad gangen får et særligt ansvar for en af de yngre elever) musical, lejr samt flere forskellige emneuger, arrangementer og fester i løbet af skoleåret. 

Vi er prøve- og karakterfri, hvilket vil sige, at vores elevers præstationer ikke vurderes med et tal men derimod med mundtlig og skriftlig feedback, hvor der er fokus på, hvad der kan forbedres fremadrettet. Det betyder blandt andet, at det for vores elever vedbliver at være det lærende fællesskab, som er vigtigt og i mindre grad den individuelle præstation.  

De elever, som efter 9. klasse ønsker en erhvervsuddannelse, har brug for en udtalelse fra os, hvor vi bekræfter, at de besidder personlige og faglige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen. De elever, som ønsker en gymnasial uddannelse, skal til en optagelsesprøve af 3-4 timers varighed i fagene dansk, matematik, fysik/kemi og engelsk. Vi oplever, at vores elever bliver optaget på den ønskede uddannelse, og at de klarer sig på lige fod med de øvrige elever. 

For os er samarbejdet med forældrene af særlig stor værdi, og vi inviterer derfor jævnligt vores forældre til at komme og være med i skolens liv. 

Vilsted Friskoles historie

Vilsted Friskole slog dørene op for første gang i 1963, da skoleautoriteter og sogneråd besluttede at nedlægge den lokale skole – som havde fungeret i 300 år. I stedet ønskede man at samle Vilsted og Vindblæs skoler til én fælles skole, beliggende lige udenfor Gammel Vindblæs.

Lokale ildsjæle i Vilsted ville det anderledes, og med Chr. Kollerup i spidsen gik man i gang med det store stykke arbejde, der lå for, hvis en friskole skulle blive en realitet.

Kontakt vores skole – Vilsted Friskole

Ønsker du at indmelde dit barn eller har spørgsmål omkring vores skole, Vilsted Friskole, er du velkommen til at kontakte os på telefonnummer (+45) 98 67 60 42 eller skriv en mail til mail@vilstedfriskole.dk.

Kontakt os i dag

Indmeld dit barn her